"UBERØRT AF BYENS TRAVLHED"
En af de nye salmer, som er gået hen og blevet lidt af et hit, hedder "Uberørt af byens travlhed". Den fortæller om kirken som "det underligste hus", der står "som en helle midt i larmen". Kirken beskrives som det helt særlige sted hvor verdens larm lukkes ude og evigheden indfinder sig. En form for "pause"-knap som man kan trykke på, når livet og hverdagen hvirvler alt for hurtigt forbi.
Men hvad er det, der stresser os? Det er blevet en almen og vedtagen sandhed at alting går hurtigere, at vi alle er stressede og pressede, men hvorfor egentlig? Tidligere generationer har arbejdet længere og hårdere end os. Og "udviklingen" - hvad det så end er for en størrelse – har altid gået hurtigt. Reformationen, stavnsbåndets ophævelse, enevældens afskaffelse. Dét er begivenheder, der har krævet omstillingsparathed i en kaliber, som vi slet ikke drømmer om.
Verden udenfor
Gentofte Kirke, hvor jeg er præst, er en af de efterhånden mange kirker, der er åben i dagtimerne. Her kan man gå ind og sætte sig et øjeblik, nyde roen og freden og måske tænde et lys i lysgloben. Man kan også holde sig på benene og i stedet gå en tur rundt i kirken for at betragte kirkens glasmalerier.
Blandt Per Kirkebys ruder er der én, der skiller sig ud. Det er den, som er placeret i vest, ud mod Gentoftegade. I modsætning til de øvrige ruder er den næsten uden farver. Den består for en stor del af klart, gennemsigtigt glas. Jeg ved ikke hvad Per Kirkeby har tænkt om farver og placering til netop dén rude. Men den er lidt af en gave til præsten. For når man står for alteret i kirken, så kigger man lige ud til verden uden for, ud til den trafikerede vej, hvor lastbiler, sportsvogne, børn på cykel og helt almindelige praktiske biler alle giver deres besyv med til den kakofoni af stemmer, som er vores vidunderlige verden.
På ruden ser man foden af korset, holdt fast i den golde klippejord med store grove nagler. For mig er den rude en daglig påmindelse om, at kristendommen opstod ude midt i verden. Dér hvor det gælder liv og død, hvor mennesker satte noget på spil og risikerede noget for hinanden og for det, de troede på. Dér midt i livet, hvor kirken også skal være.
Evighedens synsvinkel
Det er godt at blive mindet om, at kirken ikke bør lukke sig om sig selv. Mindet om at kirken hverken er et museum eller et tempel, men en levende kirke, der i allerhøjeste grad lader sig berøre af byens travlhed.
Evigheden er ikke forbeholdt kirken. Den hellige grund, det er livet selv. Og kirken, den skulle gerne være meget mere end en form for mental-hygiejnisk detox-kur. Kirken skulle gerne være der hvor man kommer, ikke for at blive tømt, men for at blive fyldt. Med ånd, med lyst til at virke og være i verden. For at blive sendt ud i livet med mod og styrke.
Måske er det dét, der stresser: Når livet brækker over på midten og bliver til en samling brikker, der skal passes sammen. Skønhed, ånd og sandhed behøver ikke begrænses til særlige tider eller steder. Og evigheden er til stede lige dér, midt i livets strøm. Der hvor der kæmpes og elskes. Der hvor mennesker vil hinanden noget. Der skal kirken også være. Ikke som en helle midt i larmen, men som en stemme, der lader sig høre.
