I alt 11 glasmosaikvinduer, udført af kunstneren Per Kirkeby, er i sommeren 2008 blevet monteret og opsat i Gentofte kirkes vinduer. Kirken har modtaget kunstværkerne som en donation. En lokal fond har med stor støtte fra en række velvillige fonde gjort det muligt at rejse midler til en enestående og moderne udsmykning af kirken.
Den mere end 800 år gamle middelalderkirke, den ældste og oprindelig eneste i Gentofte kommune, får med disse nye værker af moderne kirkekunst et spændende, smukt og udfordrende præg. Kunstneren, Per Kirkeby, er – ud over at være en af vore mest internationalt anerkendte kunstnere – også en af de lokale kunstnere, som er bosiddende i Gentofte kommune.
Menighedsrådet ved Gentofte kirke har i snart fire år på sidelinien været med i den lange proces, som nu er ved at blive afsluttet. Ud over at indhente de mere formelle tilladelser og godkendelser fra forskellige instanser og myndigheder, har menighedsrådet med spænding afventet at kunne komme til at se de færdige glasmosaikker monteret.
Det er med stor forventning, at menighedsrådet nu kan fremvise stor nutidig kunst i Gentofte Kirke.
Kirkens i alt 11 vinduer, som førhen bestod af små blyindfattede ruder, er i juni/juli 2008 blevet udskiftet med en række både farvestærke og pågående glasmosaikker, som er Per Kirkebys kunstneriske tolkning af en række bibelske temaer.
Tradition og fornyelse kommer fremover til at sætte sig tydeligt igennem ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Kirkens budskab får derved helt nye ydre betingelser at virke i, til spejling, identifikation og billeddannelse hos kirkegængeren.
Baggrunden for denne usædvanlige kirkeudsmykning, som Gentofte Kirke har fået foræret, har først og fremmest haft sit udgangspunkt i den lokale fond ”Fonden for Gentofte Sogns Menighedsarbejde”. Med en stor og velvillig støtte fra ”OAK Foundation”, ”Augustinus Fonden” og ”A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal” har det været muligt at donere de 11 glasmosaikvinduer til Gentofte kirke.
I tilblivelsesprocessen har Per Kirkeby arbejdet tæt sammen med glaskunstneren Per Hebsgaard, som har stået for den endelige montering af glasmosaikkerne.
Den mere officielle indvielse af Per Kirkebys 11 glasmosaikvinduer i Gentofte kirke foregik ved en festgudstjeneste søndag den 14. september 2008, hvor menigheden tillige med en række særligt indbudte gæster, herunder kunstneren selv, fik lejlighed til at glæde sig over det færdige resultat.
SE DE FÆRDIGE VINDUER!
Link til temasite om kirke og kirkeunst