Bisættelse/begravelse

Ønsker man en kirkelig begravelse eller bisættelse, retter man henvendelse til kirkekontoret eller til den præst, der skal forestå handlingen.
Kontakten kan også etableres via en bedemand. På vegne af familien aftaler bedemanden herefter tid og sted for begravelseshandlingen. 
 
Præsterne tager derpå kontakt til de nærmeste pårørende. Forud for den kirkelige handling har de nærmeste pårørende en samtale med præsten, hvor der også vælges salmer. Se nogle forslag på de hyppigst anvendte begravelsessalmer.

Ved (kiste)begravelse kaster præsten de tre skovle jord på kisten, når følget har forladt kirken og er samlet uden ved graven.
Ved bisættelse sker jordpåkastelsen i kirken, og kisten køres herefter til krematoriet.

I GENTOFTE KIRKE

​De normale tider for begravelse/ bisættelse i Gentofte Kirke er kl. 12:30 og kl. 14:00 (i særlige tilfælde også kl. 11:00) fra tirsdag til og med lørdag. Ingen aftaler indgås på mandage. Det er ikke muligt at leje/låne sognegården til gravkaffe.
Der er mulighed for at man kan sætte en blomst i hver bænkerække. Eller der kan bestilles lys i bænkerækkerne, pris fra 200,- kr.
Aftale træffes med kirkekontoret eller bedemand.

Ved jordbegravelse på Gentofte kirkegård kontaktes Gentofte Kommunes Begravelsesvæsen, Mariebjerg (se adr. og tlf. i adresselisten)

SALMER

Mange salmer i Den danske Salmebog kan bruges til bisættelse og begravelse. Familiens traditioner, fortrolighed, skik og brug er ofte afgørende for valget.
Normalt synges 3 - 4 salmer ved en bisættelse/begravelse i Gentofte Kirke.
HER er nogle forslag på de hyppigst valgte salmer.

Gentofte Kirkekor synger til bl.a. vores bisættelser og begravelser. Ønsker man solosang ved disse arrangementer, betales solosang med kendt salme eller sang fra Højskolesangbogen med DKr. 1.000 og solosang med ukendt salme/sang betales med DKr. 1.500